Test af Jura fuldautomatisk espressomaskine

In Uncategorized by admin1 Comment

EspressoBar har testet en Jura Impressa S7 Avantgarde fuldautomatisk espressomaskine. Skepsisen var på forhånd stor – kan en fuldautomatisk maskine overhovedet lave espresso og cappuccino?
Maskinen er venligst udlånt af CoffeeSystem og TCC har sponsoreret en pose espresso til brug for test af maskinen.
Læs her en anmeldelse af maskinen og få svar på, om skepsisen var berettiget…







Facts

Maskinens tekniske detaljer ser således ud:

Mål: H: 35, B: 34,5 D: 39 cm

Vægt: 11,9 kg.
Brygkedel: — l.
Dampkedel: — l.
Vandtank: — l.
Pumpe: —

Vejl. udsalgspris: 12.995,-

Det er ikke meget information der er oplyst om maskinen. Dette skyldes formentlig, at målgruppen for produktet formodes alene at have en interesse i resultatet, og ikke i tekniske detaljer.

Tilbehør

Med maskinen følger ikke decideret tilbehør, som man er vant til ved espressomaskiner. Dette har den naturlige årsag, at der er tale om en fuldautomatisk maskine, og der benyttes således ikke løse portafiltre eller filterkurve, tamper m.v.

Èn ting var der dog med som tilbehør, og det var et kalkfilter til montering i vandtanken. Dette må klart betragtes som et plus og en positiv overraskelse, da espressomaskiner sjældent leveres men kalkfilter. I samme ombæring skal også nævnes, at der medfulgte rensetabletter til rengøring af maskinen, samt instruktion i benyttelse heraf.

Design

Designet på Jura Impressa S7 Avantgarde kan ikke siges at være prangende desværre. Maskinen er groft sagt en sort kasse på ca. 35 x 35 cm og forekommer meget kubisk, og dermed også som en massiv kasse at have stående. Maskinen kalder på et stort køkken for ikke at blive alt for dominerende. Sammenlignet med almindelige semiautomatiske espressomaskiner virker maskinen større grundet det kubiske design.

Det funktionsmæssige design er derimod godt og under testens forløb viste kun et par enkelte ting sig mindre hensigtsmæssige. Knappernes placering fungerer således efter hensigten og “bryghovedets” mulighed for at kunne trækkes op og ned, gør det nemt at tilpasse brugen til stort set alle kopstørrelser.
Vandtankens placering og udseende er et af de ankepunkter, der kan rejses mod designet. Vandtanken er lavet i klar plast og monteret, så den udgør venstre side af maskinen. Det ville have klædt maskinen med en en vandtank i samme farve, som resten af kabinettet og blot have ladet en analog eller digital indikator fortælle brugeren, hvordan vandstanden er (maskinen gør iøvrigt selv opmærksom på, hvornår det er tid til at fylde vand på). Særligt med kalkfilter monteret, fremstår Impressa S7 Avantgarde sig ikke særlig godt set fra venstre side.
Det funktionelle design på vandtanken er ellers ganske godt og smart derved, at hele tanken blot tages af maskinen, påfyldes vand og såttes på maskinen igen. Et ventilsystem i bunden af tanken giver maskinen adgang til tankens indhold, så der er ikke noget med slanger der skal håndteres osv.
Maskinens steamerarm er placeret på højre side, og er – som resten af maskinen – fuldautomatisk. Designet giver ikke anledning til særlige bemærkninger udover det funktionelle design. Steamerarmen fungerer ved, at der monteres en klar gummislange direkte til en studs på steamerarmen, som så suger mælk direkte fra kartonen, som den anden ende af slangen placeres i. Betjeningen på dette punkt er klart det mest besværlige ved Impressa S7 Avantgarde. Dels ville det på en fuldautomatisk maskine være at foretrække, at der også var en mælkebeholder integreret i maskinen – hvilket dog skal siges, at der er på større modeller – dels kræver systemet en del rengøring, som dog langt hen ad vejen kan klares ved at skifte mælkekartonnen ud med et glas vand, og lade det køre gennem steameren. Man slipper desværre ikke for at afmontere gummi slangen og rengøre den under vandhanen. Som ekstra tilbehør kan fåes en ekstern køler og dertil passende flaske, så man er fri for at hive mælkekartonen frem, hver gang man skal steame.
Maskinens kværn er der adgang til fra toppen af maskinen. Selve designet giver ikke anledning til bemærkninger udover, at det er et plus, at der er et låg inde under den ydre klap, som slutter ret tæt, og derved mindskes bønnernes kontakt med luften. Det funktionelle design giver dog anledning til kritik. For at kunne indstille kværnen, skal kværnen køre (hvilket er ganske sædvanligt), da bønnerne i kammeret ellers forhindre indstilling til et finere malingstrin. Reelt betyder dette, at maskinen forudsætter, at der benyttes samme malingstrin til både espresso og almindelig kaffe, da man i andet fald vil skulle hælde en første kop ud, da kværnen kun aktiveres, når man vælger at brygge et kaffeprodukt. Reelt er den almindelige kaffe dog heller ikke en “almindelig” kaffe, men nærmere en slags super lang lungo. Altså en espresso, hvor man i stedet for de normale 50-60 ml. vand kører omkring 200 ml. vand igennem. Vandmængden er der dog mulighed for at justere. Ved kværnen er der endvidere muligt at indsætte en adapter, så det bliver muligt at benytte formalet kaffe.

Betjening

Impressa S7 Avantgarde er en fuldautomatisk espressomaskine, og med fuldautomatisk menes fuldautomatisk med kun et enkelt lille “men”.

Brygning af kaffe – om det så er espresso eller almindelig kaffe – foregår ved blot et tryk på en knap. På frontpanelet findes 4 knapper til kaffebrygning. 1 til single espresso, 1 til dobbelt espresso, 1 til single kaffe og endelig 1 til dobbelt kaffe. Til brug for dobbeltshots er maskinen udstyret med et “bryghoved” med 2 udløb, så der kan placeres 2 kopper. Umiddelbart efter brygning af en kop kaffe, er maskinen klar til næste bryg. Pucken tømmes automatisk ud i den skjulte knockbox.

Steaming af mælk foregår også (næsten) blot ved et tryk på en knap. Man skal dog selv placere mælken ved siden af maskinen og sætte den medfølgende gummi slange ned i mælken, men så klarer maskinen også resten.

Udover selve brygmulighederne, giver Impressa S7 Avantgarde mulighed for at indstille flere parametre så som vandmængde for den enkelte kaffetype og temperatur og indeholder endda en timerfunktion til opstart af maskinen. Alt dette foregår let og elektronisk via et drejehjul skjult bag en klap på forsiden af maskinen.

Impressa S7 Avantgarde er desuden udstyret med renseprogrammer, så maskinen kan holdes i ren stand. Dette foregår også elektronisk ved tryk på en knap, og maskinen siger selv til, når den vil renses, ligesom den selv siger til, når det er tid til at fylde vand på. Ved slukning af maskinen beder den endvidere om en kort rensning, så maskinen lige bliver skyllet igennem inden den slukkes helt.

Betjeningen er som det fremgår ganske enkel og let. Dette er klart et parameter, der øger lysten til at brygge en kop kaffe, da der vitterligt ikke er noget arbejde ved det!

Byggekvalitet

Kværn:

Maskinens kværn er som alt andet integreret i maskinen, og adgangen til påfyldning af hele bønner findes på toppen af maskinen. Der er her også mulighed for via en adapter at anvende formalet kaffe. Kammeret rummer en fornuftig mængde kaffe. Kværnen indstilles via drejeknappen vist til venstre på billedet. Byggekvaliteten virker lidt plastikaktig. Det er ikke muligt at se ned i selve kværnhuset og derfor ikke muligt at vurdere knivene. Vurderet ud fra puckene ser det dog ikke ud til, at kværnen maler helt konsistent, og generelt maler kværnen for groft selv når den er indstillet på det fineste trin. Som beskrevet ovenfor under det funktionelle design, kan indstilling af malingsgrad volde lidt brugsmæssige problemer.

Umiddelbart virker det som om, at kværnen er et af de steder, hvor der er sparet lidt. Ud fra en sammenligning med et traditionelt setup i samme prisklasse, vil kværnen typisk udgøre de 3-5000 kr. og være en vigtig faktor for den færdige kop kaffe. Der er næppe brugt samme ressourcer til den integrerede kværn, hvilket er ærgeligt.

 

Steamer:

Steameren er ikke en steamer i traditionel forstand, og den dyppes således ikke ned i mælken. Steameren fungerer ved at suge mælk ind via den medfølgende gummislange og derefter sprøjte det ud sammen med damp, hvorved skumningen foregår. Steameren virker plastikaktig og ikke særlig solid.

Knockbox

Knockboxen er placeret inde i maskinen og ses kun, når den skal tømmes. Knockboksen fungerer fint og kan indeholde ca. 10 pucks – den er lavet i sort plastmateriale der virker tilstrækkeligt stabil. Placeringen er dog lidt uhensigtsmæssig, idet den er placeret oveni drypbakken. Når knockboxen skal tømmes, skal drypbakken derfor tages ud. Er drypbakken fyldt, kan det være lidt af et balancestykke af få det hele tømt af på de rette steder.

Kaffebrygning

Almindelig kaffe:

Lad det være sagt med det samme. De bedste resultater med Impressa S7 Avantgarde opnås ved brygning af almindelig kaffe. Kaffen kan ikke sammenlignes med filterkaffe, men nærmere med kaffe ala americano eller senceo kaffe. Kaffen er således dækket med et lag af tynd og lys crema, som det ses på billedet. Kaffen er kraftig men med en god og rimelig detaljeret smag.

Brygningen af kaffen foregår ved blot at trykke på en enkelt knap, og betjeningen kan med andre ord ikke blive nemmere end den er. Kaffekvaliteten er dog for en maskine til næsten 13.000 kr. skuffende. Bedre resultater kan stadig opnås via en stempelkande eller en kaffemaskine i den bedre ende med benyttelse af guldfilter.


Espresso:

Det mest interessante spørgsmål ved testen af Impressa S7 Avantgarde var naturligvis, hvordan den brygger espresso. Maskinen kan brygge både enkelt og dobbelt skud, og brygningen foregår lige så let som brygning af almindelig kaffe – ved blot ét tryk på en knap.

Espressokvaliteten må desværre konkluderes at være skuffende for en maskine i denne prisklasse. Espressoen bliver for tynd i konsistens og cremaen bliver ligeledes for tynd og lys. Smagen fremtræder ikke detaljeret, men meget mørk og lidt for bitter. De bedste resultater blev opnået ved brygning af dobbeltshots, hvilket formentlig skyldes, at den indbyggede filterkurv her fyldes helt op med kaffe.

Maskinen indeholder en række muligheder for at indstille forskellige parametre, herunder bl.a. temperatur og vandmængde. Indstillingerne foregår i trin og reguleringerne er lette at foretage. Temperaturen kan indstilles i 2 trin, men selv den laveste temperatur resulterer i for varm kaffe. Vandmængden kan indstilles til den rette mængde, men overraskende nok, oplevede vi under testen, at et dobbeltshot ikke svarer til samme mængde vand som to enkeltshots.

Cappuccino:

Efter at have eksperimenteret med brygning af espresso, fortsatte testen med brygning af cappuccino. Det spændende punkt var, hvordan den automatiske steamer ville skumme mælk. Selve steamningen foregår let, igen ved blot at trykke på en knap. Som beskrevet uder det funktionelle design, kræver steameren dog lidt manuel rengøring efterfølgende, som den eneste del under bryggeprocessen. Kvaliteten af cappuccino fra maskinen tilsvarer den opnåede espressokvalitet. Mælken bliver uanset indstilling for hård i skummet, men for tynd i konsistens i koppen. Resultatet svarer nærmere til en kop kaffe med mælk i, men skum på toppen, end en fuldfed cappuccino, som bør være fed og rund i konsistens.

På billedet til venstre ses mælkeskummet i nærbillede. Som det ses, indeholder skummet en del store bobler, hvilket gør skummen for luftig og for lidt massiv i konsistens. Det lykkedes ikke under testen at opnå et tilfredsstillende resultat med steameren. Det må dog også forventes, at automatisk steaming vil volde problemer, da der ikke rigtig er mulighed for at tage højde for den benyttede mælks karakteristika.

Samlet set, må steamingkvaliteten på Impressa S7 Avantgarde betegnes som skuffende for en maskine i denne prisklasse.


Konklusioner:

Bekendtskabet med Impressa S7 Avantgarde har været yderst spændende. Som indledningsvist nævnt, var skepsisen stor overfor, om en fuldautomatisk espressomaskine kunne lave tilfredsstillende resultater. Konklusionen på vores test er, at maskinen laver en god kop kaffe, men at espresso og cappuccino resultaterne ikke imponerer og lader meget tilbage at ønske. Det skal i den forbindelse nævnes, at dette er vurderet ud fra de parametre, som vi på EpressoBar normalt vil bedømme kaffe på. Er man den almindelige danske gennemsnitskaffedrikker, som er vant til at få din kaffe fra arbejdets kaffeautomat, vil man med Impressa S7 og gode friske kaffebønner højst sandsynligt opnå et langt bedre resultat, end man ellers kender. Men når prisen for maskinen er næsten 13.000 kr, synes bryggeresultaterne efter de standarder, som sættes af den typiske EspressoBar bruger, skuffende.

Impressa S7 Avantgarde indeholder dog også positive elementer. Betjeningen af maskinen kan ikke blive nemmere end den er! Er man mere til let betjening med et ensartet resultat hver gang end den helt perfekte kop kaffe, er Impressa S7 Avantgarde et alternativ til et traditionelt setup med en semiautomatisk espressomaskine. Vil man prøve kræfter med baristahåndværket og have mulighed for at præge sin kaffe, er Impressa S7 Avantgarde ikke det rigtige valg.

Har du spørgsmål eller kommentarer til artiklen, er du meget velkommen til at komme med dem i denne tråd i vores forum

Comments

  1. Pingback: Peter Smith

Leave a Comment