Tweet
Da jeg har en brugt Jura Impressa XS90 maskine på besøg, vil jeg lige skrive lidt om mine erfaringer med den. Jeg vil starte med at sige, at jeg er totalt partisk, subjektiv og den helt forkerte til at skrive om den, da jeg generelt helst vil have fingrene i maskinrummet, foretrækker simple gammeldags løsninger, og hellere vil vente længe på en ekstra god kop kaffe end have en hurtig halvgod kop.
Men jeg kan også godt lide at prøve noget nyt, så jeg giver den lige en chance
Nå, men en god kop kaffe starter som bekendt med gode råvarer, så efter den obligatoriske hovedrengøring fyldte jeg kildevand og friske kaffebønner på maskinen.
Jeg har kun leget med kaffe, og er hoppet over alt det den kan med mælk.
Kaffeprogrammerne kan der heldigvis pilles ved, og programmeringsmulighederne af kaffen er ret omfattende - pr kop kan der indstilles mængde vand fra 15-240ml a 5ml (46 trin!), mængde bønner (i 5 trin), og 2 forskellige bryggetemperaturer. Når man dertil lægger, at kværngraden også kan indstilles i 6 trin, giver det ret så mange muligheder for at komponere sin kop.
Første kop i hver session har jeg kasseret - både på grund af x antal gram gammel kværnet kaffe der har ligget i maskineriet siden sidste session, og på grund af, at det sidste vand fra det automatiske renseprogram ellers ender i koppen. Det lyder som en del spild af kaffe og vand, men man kan jo minimere spildet ved at programmere en af knapperne til et kort flush-skud.
Maskinens lange indre kaffe-vej tilfører et lyst lag skum til både espresso og den almindelige kop kaffe (lidt som hvis kaffen er blevet pisket hårdt igennem, eller steamet) - dette giver umiddelbart en smule federe mundfornemmelse og et pænt udseende på kaffen - og det er samtidig med til at adskille maskinbrygget radikalt fra andre typer bryg.
Når jeg smager kaffen er der ingen tvivl: Dette er et helt andet produkt, end hvad jeg ellers smager når jeg brygger kaffe. Espresso'en smager ikke som espresso, og den 'almindelige' kaffe smager ikke som filterkaffe.
Jeg går i gang med at programmere, og kan faktisk opnå nogle meget forskellige kopper ved at prøve mig frem med kaffe, vand og temperatur - men de bedste kopper jeg kan lave, er desværre alligevel skuffende.
Uanset kildevand, friske bønner, rengjort maskine og programmering til op over begge ører, så har kaffebønnerne taget smag af turen gennem maskinen. Bønnernes grundlæggende karakter er der, men i en flad og tåget udgave, og jeg mangler kroppen, klarheden og de fine nuancer jeg smager ved traditionelle brygmetoder.
Jeg kan godt se at superauto-maskinen er ideel hvis man slet ikke kan lide at nørde, og bare vil hælde bønner på og trykke på en knap. Det er også smart at den viser service meddelelser i displayet, f.eks. når det er tid til filterskift, afkalkning mv. Og hvis man piller panelerne af, er maskineriet ret sjovt at se på
Men smagsmæssigt kan alle og enhver slå denne superautomaskine (til 18000!) med en god kværn, en kogekedel, og f.eks. en stempelkande.
Vedhæftet billede: 3 eksempler på Schweizisk køkkenkvalitet - for at vise størrelsesforholdet.
Men jeg kan også godt lide at prøve noget nyt, så jeg giver den lige en chance
Nå, men en god kop kaffe starter som bekendt med gode råvarer, så efter den obligatoriske hovedrengøring fyldte jeg kildevand og friske kaffebønner på maskinen.
Jeg har kun leget med kaffe, og er hoppet over alt det den kan med mælk.
Kaffeprogrammerne kan der heldigvis pilles ved, og programmeringsmulighederne af kaffen er ret omfattende - pr kop kan der indstilles mængde vand fra 15-240ml a 5ml (46 trin!), mængde bønner (i 5 trin), og 2 forskellige bryggetemperaturer. Når man dertil lægger, at kværngraden også kan indstilles i 6 trin, giver det ret så mange muligheder for at komponere sin kop.
Første kop i hver session har jeg kasseret - både på grund af x antal gram gammel kværnet kaffe der har ligget i maskineriet siden sidste session, og på grund af, at det sidste vand fra det automatiske renseprogram ellers ender i koppen. Det lyder som en del spild af kaffe og vand, men man kan jo minimere spildet ved at programmere en af knapperne til et kort flush-skud.
Maskinens lange indre kaffe-vej tilfører et lyst lag skum til både espresso og den almindelige kop kaffe (lidt som hvis kaffen er blevet pisket hårdt igennem, eller steamet) - dette giver umiddelbart en smule federe mundfornemmelse og et pænt udseende på kaffen - og det er samtidig med til at adskille maskinbrygget radikalt fra andre typer bryg.
Når jeg smager kaffen er der ingen tvivl: Dette er et helt andet produkt, end hvad jeg ellers smager når jeg brygger kaffe. Espresso'en smager ikke som espresso, og den 'almindelige' kaffe smager ikke som filterkaffe.
Jeg går i gang med at programmere, og kan faktisk opnå nogle meget forskellige kopper ved at prøve mig frem med kaffe, vand og temperatur - men de bedste kopper jeg kan lave, er desværre alligevel skuffende.
Uanset kildevand, friske bønner, rengjort maskine og programmering til op over begge ører, så har kaffebønnerne taget smag af turen gennem maskinen. Bønnernes grundlæggende karakter er der, men i en flad og tåget udgave, og jeg mangler kroppen, klarheden og de fine nuancer jeg smager ved traditionelle brygmetoder.
Jeg kan godt se at superauto-maskinen er ideel hvis man slet ikke kan lide at nørde, og bare vil hælde bønner på og trykke på en knap. Det er også smart at den viser service meddelelser i displayet, f.eks. når det er tid til filterskift, afkalkning mv. Og hvis man piller panelerne af, er maskineriet ret sjovt at se på
Men smagsmæssigt kan alle og enhver slå denne superautomaskine (til 18000!) med en god kværn, en kogekedel, og f.eks. en stempelkande.
Vedhæftet billede: 3 eksempler på Schweizisk køkkenkvalitet - for at vise størrelsesforholdet.
Vedhæftede filer