Tweet
For hovedparten af ebar brugerne, er Jyllandsposten et fremmed, omend eksotisk indslag, fra den formørkede provins.
Jeg vil dog henlede til en fin rejseguide til Bologna fra den 8. marts. Den findes bagved betalingsmuren. Der er en meget appetitlig beskrivelse af en lille kaffebar, Caffe Terzi, som jeg helt sikkert vil kigge forbi når/hvis vejen falder omkring Bologna. Tricket med at pøse lidt koldt vand på pucken inden skuddet skal bestemt også afprøves..
... "Da jeg er på vej til Caffè Terzi en mandag formiddag, går jeg først lige forbi og videre. Men så stiger gadenumrene alarmerende, og jeg må vende om med skærpet blik, før jeg finder caféen. Det smalle lokale er domineret af kaffedisken til venstre, hvor en lille montre og glasklokke gemmer på stedets eneste spiselige udbud: Saftig panettone, diverse wienerbrød, minitærteskaller med fyld og små boller med salumeria. Her er kaffenørderiet tårnhøjt og stemningen centraleuropæisk med alt, hvad det indebærer af klassisk betjening og kaffe, der ankommer med et nydeligt glas vand til.
Bagerst i lokalet ligger en mikroskopisk salon til de få, der foretrækker at sidde ned med kaffen. Men langt de fleste indtager deres caffè stående ved disken i én eller to slurke. Jeg falder i snak med bestyrer og barrista Elena Naldi, en korthåret kvinde i en ulastelig hvid skjorte, som står og vejer kaffen af på en lille vægt. Hun arbejder sig roligt og effektivt gennem en lind strøm af ordrer, mens vi taler sammen. Af og til går hun over til en hylde på væggen og hælder et par teskefulde klar væske over den stampede kaffe, inden hun sætter den i espressomaskinen.
»Det er koldt vand,« forklarer hun, da jeg lufter min undren. »Det stopper den hårde afbrænding af kaffen, som opstår via den skoldhede damp i maskinen. Dermed bevares kaffens syre og frugtighed.«
Af samme grund ville Elena aldrig lave en cappuccino med en syrlig bønne, for fedmen i mælken ville bare lægge sig som en film over smagen. Det er ret kendetegnende for den stolthed, der hersker her. Ikke af den selvhøjtidelige slags, hvor man er bange for at spørge dumt, men hvor der altid er en god grund til at gøre, som man gør.
Som kunde kan man også selv vælge den bønne, kaffen skal brygges på. Dén har de til gengæld håndplukket fra små producenter.
»Vi mener det, når vi siger, at vi køber fra små producenter. Det kan vi, fordi vi køber meget små mængder ad gangen, kun et-to kilo, så der er god variation og udskiftning i udvalget,« forklarer hun.
Bønnerne køber de rå, så de selv kan riste dem, og det altid så lidt som muligt. På den måde overlever flest muligt af de syrlige noter i kaffen."...
Jeg vil dog henlede til en fin rejseguide til Bologna fra den 8. marts. Den findes bagved betalingsmuren. Der er en meget appetitlig beskrivelse af en lille kaffebar, Caffe Terzi, som jeg helt sikkert vil kigge forbi når/hvis vejen falder omkring Bologna. Tricket med at pøse lidt koldt vand på pucken inden skuddet skal bestemt også afprøves..
... "Da jeg er på vej til Caffè Terzi en mandag formiddag, går jeg først lige forbi og videre. Men så stiger gadenumrene alarmerende, og jeg må vende om med skærpet blik, før jeg finder caféen. Det smalle lokale er domineret af kaffedisken til venstre, hvor en lille montre og glasklokke gemmer på stedets eneste spiselige udbud: Saftig panettone, diverse wienerbrød, minitærteskaller med fyld og små boller med salumeria. Her er kaffenørderiet tårnhøjt og stemningen centraleuropæisk med alt, hvad det indebærer af klassisk betjening og kaffe, der ankommer med et nydeligt glas vand til.
Bagerst i lokalet ligger en mikroskopisk salon til de få, der foretrækker at sidde ned med kaffen. Men langt de fleste indtager deres caffè stående ved disken i én eller to slurke. Jeg falder i snak med bestyrer og barrista Elena Naldi, en korthåret kvinde i en ulastelig hvid skjorte, som står og vejer kaffen af på en lille vægt. Hun arbejder sig roligt og effektivt gennem en lind strøm af ordrer, mens vi taler sammen. Af og til går hun over til en hylde på væggen og hælder et par teskefulde klar væske over den stampede kaffe, inden hun sætter den i espressomaskinen.
»Det er koldt vand,« forklarer hun, da jeg lufter min undren. »Det stopper den hårde afbrænding af kaffen, som opstår via den skoldhede damp i maskinen. Dermed bevares kaffens syre og frugtighed.«
Af samme grund ville Elena aldrig lave en cappuccino med en syrlig bønne, for fedmen i mælken ville bare lægge sig som en film over smagen. Det er ret kendetegnende for den stolthed, der hersker her. Ikke af den selvhøjtidelige slags, hvor man er bange for at spørge dumt, men hvor der altid er en god grund til at gøre, som man gør.
Som kunde kan man også selv vælge den bønne, kaffen skal brygges på. Dén har de til gengæld håndplukket fra små producenter.
»Vi mener det, når vi siger, at vi køber fra små producenter. Det kan vi, fordi vi køber meget små mængder ad gangen, kun et-to kilo, så der er god variation og udskiftning i udvalget,« forklarer hun.
Bønnerne køber de rå, så de selv kan riste dem, og det altid så lidt som muligt. På den måde overlever flest muligt af de syrlige noter i kaffen."...
Comment