Moccamaster Cup-one

In Produkter by ms@squareweb.dk

Siden Moccamaster den 20. maj præsenterede deres nye produkt Cup-one, har EspressoBar haft maskinen til test og har nu efter godt et par måneders brug fået god erfaring med maskinen.

Moccamaster Cup-One er maskinen, som er beregnet til at lave én kop kaffe ad gangen. Den er altså ideel for singlerne eller i hjem, hvor der kun er én kaffedrikker – eller to med et meget moderat forbrug. Idéen med at lave en maskine til dette segment skulle være, at maskinen er designet til at give et vandflow, som er optimalt til den lille mængde kaffe. Det skulle derfor give et bedre resultat, end ved blot at brygge den samme mindre mængde på Moccamasters almindelige maskiner. Vi har desværre ikke haft en normal størrelse Moccamaster til rådighed til at afprøve denne forskel i praksis.

Cup-one leveres med 2 porcelænskopper, 10 to-gokopper med låg, samt en pakke filtre. Maskinen kommer i 5 forskellige farver.

En ting der undrer meget er, hvorfor Moccamaster ikke har reduceret footprintet – altså den plads, som maskinen optager på køkkenbordet, på maskinen i forhold til de større maskiner. Maskinen måler 16 x 27 cm, men da der kun skal være plads til en kop i stedet for en kande og en dertilhørende varmeplade, burde bredden kunne skæres ind til ca 8 cm og højst 20 cm i dybden. Der KAN selvfølgelig være tekniske argumenter imod dette, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Med maskinen som den er nu, har MoccaMaster tilsyneladende bare brugt præcist den samme krop som på de store maskiner og skiftet vandbeholderen ud med en mindre. En reduceret størrelse ville gøre maskinen væsentlig mere attraktiv at have stående på køkkenbordet.

I brug er maskinen lige til. Man fylder vand i vandbeholderen op til stregen, hvilket svarer til 3,2-3,3 dl, alt efter hvor på stregen, man lige stopper. Derefter kommer du kaffe i filtret og tænder maskinen. Efter ca 40 sek, drypper det første vand over kaffen og knap 3 min senere er vandbeholderen tom. Her sker det smarte, at maskinen slukker selv, da der jo ikke er noget behov for at holde kaffen varm, ligesom når man brygger i en kande. Man kommer altså ikke til at lade maskinen stå tændt unødigt og sluge en masse strøm. Med min formaling tager det yderligere ca 1 min inden vandet er løbet igennem filtret. Altså en samlet bryggetid på 4:40 fra man trykker på knappen, og en ekstrationstid på 3:50, hvilket ligger rigtig fint i forhold til de ca 4 min. som vel kan betragtes som en slags “branchestandard”.

Ekstraktionen virker til at være ret ensartet taget i betragtning, at maskinen selvfølgelig kun drypper ét sted fra hen over bønnerne. Alle bønnerne bliver vædet ret hurtigt. Allerede ca 10 sek efter det første vand rammer kaffen, er hele overfladen vædet, som det ses på følgende billede

Resultatet i koppen er godt. Jeg har sammenlignet med V60 enkeltkops bryg. Og jeg har ikke kunne brygge en VÆSENTLIGT bedre kop med V60 end med Cup-one. Det er klart at man med Cup-one opgiver muligheden for at bruge forskellige hældeteknikker og ved at kunne hælde rundt ud over hele filtret med manuel ophældning, kan man helt sikkert også optimere ekstrationen bedre. Men igen, JEG har ikke kunnet lave et resultat, som er meget bedre. Mange af EspressoBars faste brugere, vil dog nok ikke være klar til at opgive den kontrol over brygprocessen, som selv ophældningen udgør? For de fleste kaffedrikkere, er dette dog helt uden betydning.

Men hvad er så fordelen ved Cup-one fremfor V60 eller andre manuelle single cup brygmetoder. Som jeg ser det, er der primært tidsbesparelse som fordel. Man skal ikke første vente på at en kande vand kommer i kog og man skal ikke stå over maskinen i de 2-4 minutter man bruger på at hælde sit vand over. Der er altså tale om få minutters tidsbesparelse, og det er jo op til den enkelte, om det er argument nok. For mig har det betydet, at jeg er gået fra til næsten aldrig at lave sort kaffe, til at det nu sker næsten hver dag og jeg sparer dermed en del opvarmninger af min espressomaskine.

Der er meget lidt rengøring efter brygning – hvis ellers man husker at fjerne filtret før koppen. I så fald er det blot at smide filtret ud og give filterholderen en hurtig tur med opvaskemiddel og -børste (selvfølgelig hver gang den er brugt, da man jo ikke bruger beskidt brygudstyr!!). Flytter man koppen først, kommer man også til at tørre dråber op fra maskinen. Koppen står på en lille bakke, som også kan tages af og vaskes.

Selvom Cup-one umiddelbart er beregnet til at brygge præcist én kop kaffe af 3,3 dl, har jeg forsøgt at fylde vandbeholderen helt op, hvilket er ca 4,2 dl. Dette fungerer helt fint, og det er dermed muligt at lave to mellemstørrelse kopper på ét bryg på maskinen. Det kunne dog være fint, hvis maskinen var designet til dette med en lille smule større vandbeholder og med en markering til 2 kopper. Dette ville øge maskinens fleksibilitet og berettigelse i mange hjem væsentligt.

Fra at jeg umiddelbart tænkte, at der ikke var noget argument for at have en Cup-one, er jeg nu af den mening, at den bestemt har sin berettigelse. Den har i hvert fald indtil videre en fast plads på mit køkkenbord, hvor der ellers aldrig har stået en traditionel kaffemaskine før. For mig er de få minutters opmærksomhed, som jeg sparer i brygprocessen, afgørende for, at jeg nu oftere vælger drypkaffe fremfor espresso.

Denne bekvemmelighed er dog heller ikke helt gratis. En Cup-one koster kr. 1.449,-, hvilket for mange nok er en for høj pris i forhold til den snævre anvendelse, som det at brygge 1 og kun 1 kop kaffe, er.

Fordele:
– Meget nem brygproces
– Let rengøring
– God ekstraktion trods automatisk proces

Ulemper:
– Pris
– Fylder meget på køkkenbordet
– Ufleksibel. Et design, som lagde op til både at kunne brygge 1 og 2 kopper ville gøre maskinen meget mere fleksibel og anvendelig i flere hjem.

Konklusion:
Et produkt som faktisk har en større berettigelse, end man umiddelbart tænker, inden man har prøvet det. Hvis man er villig til at lægge pengene og opgive den fulde kontrol over ekstraktionen – vel at mærke til en maskine, som faktisk gør det helt udemærket – så er Cup-one klart en rigtig god løsning til enkeltkops bryg!