Test: OneCafé Kaffebrev

In Uncategorized by ms@squareweb.dk

Introduktion:

Et dansk/svensk firma er kommet med kaffens svar på tebrevet – OneCafé. Jeg fik en prøve af dette, som jeg med stor nysgerrighed gik hjem og testede. Dette kunne være løsningen på mine arbejdsdage, hvor jeg helt må undvære kaffe, fordi kaffen på kontoret nærmer sig det udrikkelige.

OneCafé er en god løsning, når man ikke har mulighed for at lave kaffe på traditionel vis, men desværre for dyr til daglig brug.

Læs hele testen ved at klikke på “Læs videre…” nedenfor

 

Konceptet:

OneCafé er først og fremmest en emballageløsning til hvad de selv kalder “One-cup brewing concept”. Det er en måde, hvorpå man kan brygge en enkelt kop kaffe, bare man har kogende vand tilgængeligt. OneCafé har deres egne færdige kaffebreve indeholdende kaffe fra Uganda. En del af deres koncept er at leve op til visse standarder for ansvarlighed – fx ved at samarbejde med bønderne i Uganda om at dyrke kaffen på en levedygtig måde. Dette kan du læse meget mere om på OneCafé egen hjemmeside.

OneCafé tilbyder også andre kaffeproducenter at benytte emballageløsning på licens. Dette har bl.a. Peter Larsens Kaffe gjort (læs mere her)

Hvordan virker det:

Kaffebrevet er i princippet magen til et tebrev, selvsagt bare med kværnet kaffebønner i istedet for te. De er noget større end tebreve, da kaffemængden er 9-10 g. mens der er ca. 2 g. te i et tebrev. Af én eller anden grund, som jeg ikke kan regne ud, ligger der nogle få hele kaffebønner i pakningen. Måske er det bare for at styrke indtrykket af, at der her er tale om rigtigt kaffe.

Der findes tre forskellige typer kaffe fra OneCafé: Afrika Original, Afrika Pearl og Uganda Original.

Der er en lille letforståelig anvisning på pakken. Man kommer brevet i en kop og hælder 1½-2 dl kogende (ja, der står kogende!?!) vand over brevet. Derefter lader man det trække ca. 3 min – mere for stærkere kaffe og mindre for svagere kaffe. Det er nok ingen overraskelse. Jeg kan godt lige stærk kaffe, så jeg lod min trække i 4 min. Plastikskallen, som kaffebrevet er pakket i, kan sættes fast på kanten af koppen.

Nu havde jeg under et besøg hos en anden bruger her på EspressoBar set, at hvis man bare lader brevet ligge i koppen, trækkes der stort set ingen kaffearoma ud af bønnerne. Man får dermed en letfarvet kop kogt vand. Klog af skade trak jeg derfor brevet rundt i koppen ca. hvert halve minut. Dette hjalp tydeligvis på udtrækket af aromaen.

Når man tager brevet op af koppen, kan man på ret fiks vis trækket det op i plastskallen, så man med den kan klemme på brevet for at få det sidste kaffe ud. Når man vender plastskallen på hovedet er man sikret mod at dryppe kaffe ud over det hele. Ganske smart. Det løser et problem, som altid har irriteret mig med te.

Hvordan smager det:

Efter at have trukket de 4 minutter stod jeg med noget, der lignede en god kop kaffe. For at kunne se kaffen ordentligt havde jeg lavet den i et glas og det lignede en kop kaffe lavet efter filtermetoden med en god farve. Duften var også rimelig god, men havde dog en lidt for syrlig karakter til min smag, men det kan der selvfølgelig være delte meninger om.

Smagen viste sig til min positive overraskelse at være mere blød og rund end duften havde antydet. Til gengæld var den noget mere vandet i smagen end en god kop filterkaffe. Jeg blev faktisk i tvivl om, jeg havde hældt for meget vand i, da jeg bare hældte i på slum. Jeg havde i hvert fald forventet en kraftigere kop kaffe taget i betragtning, at jeg forlængede den anbefalede trækketid med 1/3. Da jeg efterfølgende målte vandmængden efter viste det sig, at jeg havde brugt præcis 1½ dl. Altså den mindst anbefalede mændge vand og ekstra trækketid, men alligevel synes jeg kaffen var lidt for vandet.

Konklusion:

OneCafé er bestemt et godt alternativ til fx NesCafé, som ofte er valget på fisketuren eller andre steder, hvor man ikke kan komme til at lave kaffe på almindelig vis. Smagen er helt klart bedre, idet det smager som en kop almindelig filterkaffe – dog ikke så god som de bedste af slagsen, grundet den lidt udvandede smag. Men det skal retfærdigvis også siges, at man mange steder får dårligere filterkaffe end dette.

Det største kritikpunkt er dog prisen. Med mindre man køber RIGTIG mange pakker, koster en kop OneCafé 10 kr. eller mere. Ved storindkøb kan prisen komme ned på lige under 7 kr. pr. kop. Så mit håb om at finde et alternativ til kontorets kaffemonster af en automat er desværre ikke blevet opfyldt. Til det er OneCafé en for dyr løsning. Til gengæld ville jeg hellere en gerne sidde på fiske-, sejl- eller skovturen og nyde en kop.

Kommentarer til ovenstående test modtages meget gerne i Forum i denne tråd